.. de mennesker, som helt uselvisk og sødt skubbede mig ud på vejen i morges, efter at jeg havde siddet fast i 40 minutters koger_fest.
30 mennesker passerede, men pludselig stod der 4 eller 5 mennesker bag mig, som skubbede, dirigere og smilede! De fik sne, is og os på deres vinterfrakker og cykelbukser, men de smilede alligevel, og gav ikke op, til trods for, at bilen ikke flyttede sig mere end et par centimeter ad gangen.
Job -> Hjem..
Formåede at sidde fast x3 i forsøget på, at finde en passende parkeringsplads, så jeg ikke skulle slutte ugen af med, at komme 40 minutter for sent endnu engang.
Overmodig.. Helt klart..
Jeg ledte ligesom efter et nyt sted, så de samme mennesker ikke skulle se mig og skubbe mig i morgen igen.
Første gang kom jeg fri af mig selv.
Anden gang kom der tre ikke_dansktalende_kun_tyrkisktalende_mænd hen og bankede på ruden.
De pegede og smilede, og jeg var en lille smule bange alligevel.
Jeg tror ikke, de var synderligt imponerede af min stil, og det endte med, at den ene af dem, venligt men bestemt pegede på sig selv og derefter på rattet.
Jeg var sådan lidt.. hmm.. skal jeg virkelig overlade min bil til en mand, som jeg slet ikke kender, men endte med, at hoppe over på passagersædet, og overlade nøgler, rat og føresæde til ham.
Med gelinde og en ufattelig kontrol fik han bilen ud på vejen, smilede bredt, og stod ud af bilen.
De andre fyre klappede ham på ryggen, og jeg kørte glad afsted, efter at have givet alle sammen et klem på armen!
Tredie gang, blev jeg hjulpet af to middelaldrende mænd, som ikke var særlig gode til at skubbe, men som kom med en masse velmenende råd.
Fjerde gang lavede jeg en næsten perfekt håndbremsevending, og lod bilen stå.
Så må jeg tage kampen i morgen, eller også må jeg bøje mig, og tage bussen og benene på job.
Jeg har faktisk overvejet, at påbegynde en Hall of Fame.
Billeder af alle min redningsmænd og kvinder.
Helst billeder hvor de står med korslagte arme og smiler bredt.
Jeg begynder virkelig, at hade vinteren og sneen en lille smule.
