Jeg er i de sidste par måneder blevet bombarderet af informationer, avisklip og videoer på Facebook.
De har allesammen omhandlet det samme emne, nemlig irakerne i Brorsons Kirke.
Vi har diskuteret det på arbejdspladsen, i hjemmet og på baren.
Alle har en mening, og alle har argumenter.
Den føromtalte empati burde være argumentation nok.
Hvorfor har vi ikke plads til medmenneskelighed, og hvorfor er det svært, at give til andre.
Der er så typisk dansk, og det forarger mig.
Jeg har ikke deltaget i nogen af de demonstrationer, der har fundet sted.
Shame on me!
Men det ændrer ikke min holdning eller styrken af den.
Hjælp nu de mennesker der har brug for det.
Hjælp dem til en bedre tilværelse.
Jeg vil gerne kunne flytte mig rundt omkring i verden. Hvorfor skal de, som åbenbart er andenrangsmennesker ikke også have den mulighed.
Jeg skammer mig over at være en del af et samfund, som ikke vejer empati og anstændighed, som nogle af de vigtigste ord, og som mener at en finanskrise er vigtigere end et liv i desperation.
