Jeg finder det..

både uinteressant og irriterende, når folk tager personlige matters ud på gader, stræder, fora og FB.
Blev du mobbet som barn?

Jeg græder lidt til..

.. denne plade.

Produktionen er smuk (Rick Rubin), og Johnny Cash er afklaret med døden og tolker sangene meget, meget intenst. 

Desuden lytter vi til "A boy named Sue" igen. 

Udgaven fra San Quetin Prison er stadig den bedste, og som J kommenterede, er hans kækhed både dragende og charmerende. 

Til gengæld skal du også se denne version, som egentlig er dødsyg, men alligevel underholdende.
Verdensstjerne besøger verdensprovins, hvor der optrædes med et nummer, for et publikum som primært består af kvinder og børn, som alle sidder pænt på række, og kigger ind i kameraet.
Jeg vil vædde på, at 40% af dem, ikke forstår noget, af det der bliver sunget.
Der er ingen der ler eller fortrækker en mine.

Til trods for det, gøgler Hr. Cash sig igennem nummeret med både skæve smil og underlig guitarspilning. 

Historien om Prince Louis of Luxembourg...

Gør mig lykkelig!