mandag den 7. september 2009

Et unavngivet sted..

Jeg har engang huseret på et unavngivet sted på Interwebben.
Stedet var mest besøgt af skrøbelige sjæle, som krængede deres hjerter ud, når de havde det dårligt.
Knækkede hjerter, sygdom, spiseforstyrrelser og kroniske familieforstyrrelser.
Hvis man samlede alle historierne i en bog, ville man ende med et værk, der var mere tragisk end Die Verwandlung af Kafka.

Nogle af historierne rørte mig meget, andre fik mig til at væmmes og rulle med øjnene.
Historierne er fra det virkelige liv, og det skræmmer mig.
Derfor måtte jeg også forlade sitet, da jeg ikke selv kunne tilbyde nok tragedie.
Mit liv syntes pludselig meget trivielt og kedeligt, og på den anden side slap min empati op.

Som modstykke fandtes der også et par stykker, som delte både sorger og glæder.
De gav mig noget!